SUNDHEDSVIDENSKABELIG FORSKNING

Der gennemføres meget forskning i sundhed i Grønland, men ofte er det forskere fra Danmark og udlandet, der står for forskningen. Derfor er det vigtigt at sikre, at resultaterne af forskningen også kommer Grønlands egne borgere til gode, og at de erfaringer, der indhentes, deles med sundhedspersonale og forskere her i landet.

 

Grønlands Institut for Sundhedsforskning

På denne baggrund er Grønlands Institut for Sundhedsforskning etableret. Instituttet har indtil videre sekretariat på Peqqissaanermik Ilinniarfik (Center for Sundhedsuddannelser) i Nuuk.

Se nærmere herom på adressen: www.pi.gl

 

Lægerne på Dronning Ingrids Hospital og Lægeklinikken i Nuuk og flere af kystens sundhedscentre har igangsat og deltager i en række forskningsprojekter både nationalt og internationalt. De fleste sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter indgår i internationale forskningsnetværk. Sundhedspersonalet langs kysten har deltaget i forskningsprojekter på egne sundhedscentre og hospitaler. Disse projekter har haft både lokal, nationalt og international deltagelse. Forskningstræning indgår nu i den lægelige videreuddannelse, og en række nye forskningsprojekter fra grønlandske læger er startet op. Nye PhD projekter gennemføres med ansatte i Grønland. I de senere år har sygeplejersker og jordemødre opstartet forskningsuddannelser og forskningsprojekter, specielt inden for public health (offentlig sundhed).

 

Grønlands Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd

Landsstyremedlemmet for Sundhed og Forskning oprettede i november 1996 Grønlands Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, hvis opgave det er at rådgive landsstyremedlemmet, tilskynde til debat om sundhedsforskning i Grønland samt udpege indsatsområder.

Se nærmere herom på adressen: www.peqqik.gl

 

Landslægeembedet

Landslægeembedet overvåger sundhedstilstanden i landet. Det sker gennem registrering af infektionssygdomme, kræft, fødsels- og dødsregistre med mere. Registrene er væsentlige i den sundhedsvidenskabelige forskning.

 

Grønlandsmedicinsk Selskab

Grønlandsmedicinsk Selskab er et videnskabeligt selskab under Dansk Medicinsk Selskab. Selskabets medlemmer er, foruden læger, aktive og/eller interesserede i sundhedsfaglig forskning i Grønland og andre arktiske regioner.

Se nærmere om Grønlandsmedicinsk Selskab på adressen: www.gmsnet.dk

 

Nuna Med

Nuna Med er en konference for forskere beskæftiget med grønlandsmedicin. Konferencen, der afholdes hvert tredje år i Nuuk, planlægges og afvikles af Grønlands Lægekredsforening, Grønlands Sygeplejerskeorganisation og Grønlandsmedicinsk Selskab.

Næste Nuna Med Konference i Nuuk er planlagt til 2013.

 

Sundhedsvidenskabelig forskning

Statens Institut for Folkesundhed (SIF) og Statens Serum Institut (SSI) har et tæt samarbejde med det grønlandske sundhedsvæsen.

Se nærmere på adresserne: www.si-folkesundhed.dk og www.ssi.dk